Foreningsportræt: Refsvindinge Natur- og Kulturcenter

I Refsvindinge foregår der et mylder af aktiviteter for
store & små og for kryb & kravl. Her holder Refsvindinge Natur- og Kulturcenter til, og den tidligere børnehave er omdannet til et indbydende og informativt hus fyldt med fiskenet, plakater og udstillede naturgenstande samt et flot udeområde med alt fra vandhuller til sheltere og en feltstation.

Strandtudser, børn og voksne

Natur- og kulturcentret gaber over mangt og meget, for her er både forskningsbaserede samarbejder omkring strandtudsen, der har holdt til i området siden 1200-tallet, og som med de frivilliges mellemkomst har mulighed
for at blive længe endnu, da de har lavet naturgenopretning med vandhuller i lokalområdet.
Og så er der udlejning af sheltere, der afholdes arrangementer i teambuilding for skoler og virksomheder, der laves projekter for særlige målgrupper og så tilbydes der forskellige og mange aktiviteter, lidt alt efter hvem og hvor mange frivillige der er tilknyttet.

Altid er der dog en myriade af aktiviteter, og centret forsøger at være med her, der og allevegne. Det er naturligvis også i kraft af, at Nyborg Kommune er en evig og aktiv samarbejdspartner, men skyldes i høj grad også den iderigdom og de initiativer, der findes blandt de frivillige. 

Mulighederne i natur og kultur

Centrets formand og stifter, Lise Fenger, har et hjerte der brænder for natur, kultur og mødet mellem mennesker. Og sådan har det altid været. Med en fortid som lærer i biologi og billedkunst ser hun natur og kunst som 2 elementer der hver for sig, men i særdeleshed også sammen, kan være med til at hjælpe os mennesker med at være sammen med hinanden, men også med at være sammen med os selv.

Lise er et meget givende menneske, der smitter med ideer og begejstring, og som hver uge lægger mange timer i Natur- og Kulturcentret. Hun har øje for sine medmennesker og deres behov, men hendes hjerte brænder ekstra for dem, der i en periode kan have brug for lidt mere omsorg eller bare netop et sted at være i ro og helende omgivelser. Derfor er Refsvindinge Natur- og Kulturcenter også gerne med i projekter og samarbejder, der netop kan dét. F.eks. PAS-projektet, bl.a. i samarbejde med Lions og Nyborg Kommune, hvor unge med forskellige problematikker har mulighed for at blive genopbygget og klar til uddannelse gennem arbejdet med naturen samt snak og samvær med andre unge.

 

Centret har også et samarbejde med en demensgruppe, hvor de demente gennem hverdagsaktiviteter finder genkendelse og for en stund vender tilbage til genkendelige aktiviteter. Og senest er der et samarbejde på vej med Mænds mødesteder omkring aktiviteter i det fri.

Frivilligheden

I Refsvindinge Natur- og Kulturcenter er der en bestyrelse og et antal af frivillige, som primært bidrager til konkrete aktiviteter. Her er man frivillig, når man kan se sig selv i aktiviteterne og målgruppen for dem, og derfor er hele frivilliggruppen ikke en fast skare. Det betyder også, at der altid er plads til flere frivillige med en ide eller blot interesse i en enkelt aktivitet eller begivenhed, både de helt lokale, men alle er velkomne! For der er både højt til loftet og åbent for nye aktivitetsforslag, og der er også masser af ideer på lager der kan realiseres, så snart der er penge til det.

For de mange aktiviteter kræver midler. Ud over et driftstilskud fra Nyborg Kommune, kommer midlerne fra fonde. Det er et stort arbejde at søge midlerne og afrapportere, hvordan det så er gået. Men fondsmidlerne kommer i hus, og de gør det ofte muligt at lave aktiviteter til en virkelig lav deltagerpris, eller helt gratis. Og det er vigtigt, ifølge Lise. For således kan centret nå ud til en meget bred målgruppe – og særligt godt er det, når mennesker, der ikke er vant til at bruge naturen, finder deres vej til aktiviteterne og dermed får lært om at bruge naturens mange muligheder.

Årets sommerhits

Hele 2 nye tiltag så dagens lys denne sommer – og det blev 2 vaskeægte hits! Først Nat i naturen med overnatning under åben himmel, landart og madlavning over bål, og så Sommerkursus, hvor familier, seniorer og en gruppe af demente kom og prøvede kræfter med forskellige naturaktiviteter gennem en måned. Der blev gennemført 4 hold, helt kvit og frit for deltagerne, og mange der normalt ikke er fortrolige med naturen og dens muligheder, deltog.

Begge nye tiltag var så store succeser, at de bestemt skal gentages næste år. Og en af de helt store sidegevinster ved arrangementerne var da også de mange nysgerrige, som kikkede forbi for at undersøge, hvad det var for noget spændende, der foregik. Måske de selv får mod på at bruge naturen mere aktivt eller melde sig til en aktivitet i Refsvindinge, eller som frivillige?

Du kan læse meget mere om stedets aktiviteter og kontaktoplysninger her: https://www.naturrefsvindinge.dk/

 

 

Scroll to Top