Foreningsportræt: Coding Pirates

Der findes en forening, hvor børn og voksne hygger, udvikler og lærer omkring kodning. En forening der har rod i elektronik og håndværk, og hvis aktiviteter består af teknologi, fantasi og kreative aktiviteter: Coding Pirates – en landsorganisation med lokalafdelinger, bl.a. i Nyborg, hvor 15 børn og 10 frivillige voksne hver uge mødes og har nogle gode timer sammen. To af de frivillige er Christel og Henrik.

Teknologi og fællesskab

Til klubaften i Coding Pirates kommer børn med interesse for computer og det der foregår inde bag skærmen. De er nysgerrige og interesserer sig for ny teknologi, som de selv har mod på at være med til at skabe og udvikle. Men Coding Pirates er mere end bare kodning. Det er også et fællesskab omkring en specifik interesse, og et fællesskab der kræver deltagelse. Det er et forum, hvor der er mulighed for personlig udvikling gennem relationsdannelse, fordybelse, tålmodighed, ideudvikling og oplæg for de øvrige på holdet omkring ens arbejde.

De frivillige er voksne, men passionerede og glade for at hjælpe børnene på vej. Men de er også faglige specialister der ønsker at sætte deres viden i spil i fritiden. Det betyder også, at hver underafdeling af Coding Pirates er defineret af de frivilliges faglighed, som i Nyborg spænder bredt fra håndværk til it og en skolelærer. Med andre ord er der altså basis for en ret bred opgaveløsning og et godt afsæt for at komme vidt   omkring, både på det faglige og det personlige plan.

En forening med mange frivillige

Coding Pirates i Nyborg har den luksus, at de er mange frivillige i forhold til antallet af medlemmer. Det er ifølge Christel og Henrik også nødvendigt, da klubaftenernes aktiviteter er skruet sammen omkring det enkelte barns ønsker eller aktiviteter tilrettelagt for mindre grupper. Men det gør også noget for de frivillige – de har en fleksibilitet i forhold til ikke at skulle komme hver gang, selv om de fleste alligevel gør det. Og på en klubaften er der således både ressourcer til undervisning, samværet med børnene, ideudvikling, forberedelse af kommende emner, fundraising, bestyrelsesarbejdet og alt det andet. Og dét overskud genererer god energi og lyst til mere blandt de frivillige.

Christel og Henrik

Henrik arbejder med it og er dermed en helt typisk frivillig i Coding Pirates. Christel er lærer, men med hendes interesse for og arbejde med Langeskov skoles robothus også helt oplagt til at være frivillig i Coding Pirates. Derudover er de også ægtefæller – og en del af at blive frivillige handlede om at gøre noget sammen. Tilbage i 2017 var Henrik begyndt at snakke om at lave noget frivilligt arbejde, og så dukkede en artikel om Coding Pirates op i Lokalavisen, som blev afsættet for deres engagement. Henrik er bestyrelsesmedlem og hjælper sammen med de andre frivillige børnene med at udvikle deres projekter til klubaftenerne. Christel er kaptajn, som formanden i Coding Pirates kaldes, og derudover laver hun blandt andet fundraising.

Når man er frivillig i Coding Pirates er det typisk pga. ens faglige identitet der kan dyrkes og udvikles her. Og så sker der selvfølgelig noget i samværet med børnene, der vokser når de har knækket en svær nød, når de har taget mod til sig til at holde et oplæg for de andre eller på anden måde overvundet sig selv. De forskellige opgaver der skal løses, løses i fællesskab. Officielt er 5 af de frivillige bestyrelsesmedlemmer, men i praksis er bestyrelsesarbejdet ikke så formelt, da arbejdsopgaverne fordeles og løses i fællesskabet.

 

Ud over at kunne være sammen om en fælles aktivitet i
fritiden og anvende de faglige interesser, er drivkraften børnenes begejstring og udvikling. At være med til at løfte børnenes faglighed og de sociale og personlige kompetencer til nye højder er en stor glæde. Og det stærke voksenfællesskab i Coding Pirates er da klart også med til at drive lysten til det frivillige arbejde.

Både Henrik og Christel har andet frivilligt arbejde på
cv’et. Men det hænger enten sammen med deres børns fritidsaktiviteter, hvor
Henrik tidligere har trænet datterens fodboldhold, eller også er det arbejdsrelateret.
Så det ligger ikke i kortene, at der efter Coding Pirates kommer andet
frivilligt arbejde. Omvendt ligger det bestemt heller ikke i kortene, at de
stopper i Coding Pirates foreløbig, for der er ingen tvivl om, at deres
deltagelse her giver energi og sammenhold på hjemmefronten.

 

Fotos:

Portrætfoto af Christel og Henrik: Helle Black Nielsen

Øvrige fotos: Carlo Pedersen/Østfyns fotoklub

 

 

 Fakta om Coding Pirates i Nyborg:

Klubaften holdes onsdag fra 17.30-19.30 på Makerspace på Nyborg Gymnasium. Sæsonen slutter sidst i maj. Du kan læse mere på https://codingpirates.dk/nyborg/

Voksne der søger et fællesskab og som er interesserede i at være hyggevoksen, lave fundraising og/eller har interesse for håndværk/teknologi er velkomne til at kikke forbi og se, om de har lyst til at være frivillige.

Scroll to Top