Røde Kors ullerslev

Foreningsportræt: Røde Kors Ullerslev

Genbrugsbutikken i Ullerslev kender de fleste på Østfyn vist. Det er butikken, hvor der altid er nye brugte varer i stor mængde til salg, og som under Corona epidemien fandt på at lave onlinesalg på Facebook. Og så er det en genbrugsbutik der i Røde Kors-regi næsten har danmarksrekord i omsætning, til trods for butikkens relativt lille størrelse, og til trods for at Ullerslev jo ikke hører til blandt de største byer i Danmark.

 

De frivillige

Men hvad er det så, den kan, butikken? Ja, den kan samle frivillige – helt op til 55 mennesker er tilknyttet butikken og står for de mange opgaver, der ligger bagved salg af brugte varer. Der hentes møbler, vaskes af, ryddes op, sorteres og køres væk igen. Og så laves der onlinesalg og bestyrelsesarbejde. Og alt det andet. I Ullerslev har alle frivillige faste arbejdsområder, høj grad af selvledelse, og de kommer der for at gøre en forskel, for andre og for dem selv.

De løser de mange opgaver, der jo er, men samtidig er butikken også et samlingspunkt, hvor de frivillige kan mødes med andre, danne relationer og finde mening med tilværelsen, typisk efter et endt arbejdsliv. De kommer i butikken i forskellige antal af timer, forskellige antal af dage og der findes sågar hjemmearbejde. Anette Olsen ordner smykkerne: De rengøres, prisfastsættes og er de i stykker, kan de måske repareres med andre smykker, eller blive til nogle helt nye hjemme i køkkenet, inden de sættes til salg i butikkens montre.

Helle Dalgaard står mest i kassen, og så er hun også en del af butikkens nørklere. De mødes hver anden mandag, hvor de strikker og hækler af materialer, der kommer ind til butikken fra private og større donationer. Materialerne omsættes bl.a. til dukketøj der sælges i butikken, men også til tæpper, huer og luffer til varmestuerne samt skadestuebamser.

 

Når tøjet er sorteret, damper Titte Larsen det, så det kan tage sig ordentligt ud, inden det hænges på bøjler. Ligesom mange af de andre frivillige, har Titte været i butikken i nogle år. Hun er flyttet til Fyn, manglede et netværk, startede som frivillig og ses nu også privat med nogle af de andre frivillige. Og sådan er det ofte – at det frivillige arbejde bliver omdrejningspunktet for at give livet mening og glæde.

Den passionerede formand

Allan Østerkjærhus er formand for Røde Kors i Ullerslev og bruger mange timer i butikken. Både med bestyrelsesarbejdet, men også med onlinesalg, vagtplaner, tøjsortering og alt det andet, som det kræver at drive en butik med mange mennesker tilknyttet. Og Allan brænder for det – både at få butikken til at køre, at hente rekordomsætning hjem, at finde på noget nyt, men særligt fordi hele arbejdet går til at hjælpe børn fra udsatte familier til en uges sommerlejr, at der kan laves julehjælp og i det hele taget, at en meget stor del af butikkens overskud hjælper lokalt.

 

For Allan handler det frivillige arbejde om at kunne hjælpe og gøre en forskel. Det skal være rart at komme i butikken, både for kunderne som skal have en god købsoplevelse, men også for de frivillige. De skal kunne fungere sammen socialt og som det fællesskab der driver butikken. Allan sætter en ære i, at butikken måske ikke lige er en helt standard Røde Kors-butik. Den er sådan lidt skæv, f.eks. er der alt for mange varer til antallet af kvadratmeter, og i modsætning til de øvrige Røde Kors-butikker er der heller ikke priser på varerne. Men i Ullerslev er flowet ind og ud af butikken simpelthen for højt til, at de kan nå det. Så de gør det lidt på deres egen måde. Og resultaterne er der jo!

Bag kulissen

Men udover salg og klargøring af butik og varer foregår der også noget helt andet i butikken. Ivan Elkjær fortæller, at om formiddagene er der en gruppe af mennesker, der fast kommer forbi og kikker. De køber tæt på ingenting, men nogle får sig en snak, nogle kan ikke tale dansk, men tager meget gerne imod et hej og et smil. De bruger butikken som en fast rutine i en tilværelse, hvor der ikke er arbejde eller andre forpligtigelser, hvor der måske er ensomhed og mangel på relationer, og hvor butikkens personale bliver faste holdepunkter, ører der lytter og et socialt indslag i hverdagen. For sådan er det også: Her er plads til alle, både dem der leverer en stor og en lille frivillig indsats, og både dem der køber meget og køber ingenting.

Fakta om Røde Kors i Ullerslev:

Der er altid brug for flere frivillige. Har du mod på at høre mere om det, kan du henvende dig i butikken i åbningstiden. Butikken finder du på Odensevej 40, Ullerslev

Scroll to Top