På Grejsen – Ungdommens hus i Nyborg finder du Sind Ungdom. Her kan du hver onsdag komme og være sammen med andre i et fællesskab for alle 16-32-årige, som for en stor dels vedkommende kender til psykisk sårbarhed. Her er der højt til loftet, mulighed for at tale med nogle, eller blot at være, at deltage i madlavning og fællesspisning samt deltage i en aktivitet. Det er frivillige, der typiske selv kender til psykisk sårbarhed på den ene eller anden måde, der tager imod dig. Og har du brug for det, kan du tage en voksen med eller arrangere, at en frivillig tager sig særligt af dig, de første gange du kommer.
Psykisk sårbarhed rammer mange unge – og dækker da også over alt fra at opleve sig uden for fællesskaberne, at have svært ved at få tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked samt decideret psykisk sygdom. Som Sara der er frivillig og en af stifterne af Sind Ungdom i Nyborg fortæller, så er det nogle problematikker, som mange unge på et tidspunkt har inde på livet, enten ved selv at opleve det eller have det tæt på gennem venner. Og en af de helt store fordele ved at kunne mødes med andre ligesindede er, at man ikke behøver forklare så meget, fordi de andre selv kender til problematikkerne.
Opstarten i Nyborg
Tilbage i 2019 går Sara på gymnasiet. Hun har tidligere selv kæmpet med ikke at være en del af fællesskabet, hun har flere venner der kæmper med psykiske udfordringer, og så har hun bare altid lavet frivilligt arbejde, fordi hun godt kan lidt at hjælpe andre. Så da der den dag på gymnasiet står en repræsentant for foreningen Sind Ungdom, melder Sara sig sammen med et par andre til at undersøge, om de kan få en lokalafdeling i gang i Nyborg.
Det kunne de. I dag er de 15 frivillige der på skift deltager i klubaftnerne. Ikke efter noget fast system, da man byder ind med, hvornår man gerne vil have en vagt. Men helst en vagt pr. måned, da det giver noget kontinuitet. Alle de frivillige har deltaget i Sind Ungdoms uddannelsesdage, der er obligatoriske for at kunne være frivillig. Her lærer man for eksempel hvornår man skal opfordre en ung til at søge professionel hjælp, og der er undervisning i at være til stede i de svære samtaler.
Det der med at være en forening, når man egentlig mere er et fællesskab
Sind Ungdom finansieres af de kommunale § 18-midler, og det kræver, at man er en forening med en bestyrelse. Så det er de – med møder, dagsorden og generalforsamling. Men i praksis er det ikke altid bestyrelsen, der får tingene til at fungere. Det gør de frivillige i fællesskab, hvor de til frivilligmøderne aftaler, hvem der løser hvilke opgaver. Og der er opgaver nok. For udover at deltage i klubaftnerne om onsdagen, så er der opgaver med at styre økonomien, de sociale medier og de frivillige, med at rekruttere unge til klubaftnerne og alt det andet. Med andre ord er bestyrelsens opgave at overholde formalia for at kunne modtage økonomisk støtte, mens fællesskabet egentlig drives af alle de frivillige, i en flad struktur som passer bedre til de frivillige og den måde, Sind Ungdom Nyborg ønsker at være fællesskab på.
Hvorfor kommer der ikke flere til klubaftenerne?
Medierne er fulde af historier om unge, der har det svært. Om pres, psykiatriske diagnoser og ventetider og om ensomhed. Og derfor er Sara da også sikker på, at Sind Ungdom i Nyborg har sin berettigelse – men undrer sig samtidig over, at der lige nu ikke dukker ret mange op til klubaftenerne. For de må jo være derude… Og nu nærmer vi os jul, og ferierne er typisk et tidspunkt, hvor ensomhed mærkes endnu tydeligere. Men som Sara fortæller, kan mange have svært ved at komme afsted første gang, bl.a. fordi man gør sig mange overvejelser omkring, hvem de andre mon er.
Man skal dog ikke være nervøs for at komme. De frivillige er altid klar til at tage imod – og følger faktisk ofte op på nye unge i klubben.
Lige nu er Sind Ungdom i gang med at planlægge en kampagne for at gøre opmærksom på deres klub – for alle har brug for at være en del af et fællesskab – og Sind Ungdom har plads til flere i deres.
FAKTA om Sind Ungdom, Nyborg
Klubaften hver onsdag fra 16-21 i Grejsdalens Ungdomshus. Hver onsdag har et tema, der købes ind og laves mad sammen, og der betales 20 kroner for at spise med. Tilmelding er ikke nødvendig, og du kan komme og gå som det passer i åbningstiden.
Har du brug for at blive taget imod af en frivillig, kan du kontakte Sind Ung på forhånd på mail [email protected] eller via facebook.
Læs mere om tilbuddet https://www.sindungdom.dk/lokale-faellesskaber/nyborg/