March mod Ensomhed 2024 holdt hvil i Nyborg
Den 26. og 27. august samledes vandrere på Torvet i Nyborg – enten for at afslutte eller begynde en etape i årets March mod Ensomhed.
For 7. år i træk drager Patrick Cakirli hele Danmark rundt på en omkring 2.000 kilometer lang March mod Ensomhed.
Mandag aften sluttede Patrick og hans medvandrere dagens 41,5 kilometer lange rute fra Svendborg til Nyborg, hvor de blev mødt af tonerne fra Star Wars Imperial March rungende ud over Torvet. Det er Brian fra Frivilligcentret, som har gjort det til en tradition at tage imod de trætte vandrere med den imposante og klassiske filmmusik bragende ud af højpotente højttalerne.
Omkring 50 vandrere samlede sig efterhånden omkring bordet med forfriskninger, kolde drikke myslibarer og frisk frugt, som Udsatterådet havde sørget for gennem sponsorater.
Undervejs fra Svendborg var nogle af marchens deltagere planmæssigt stoppet eller vendt om, mens andre var kommet til.
– Da vi var flest, var vi omkring 120, som vandrede mod ensomhed mellem Svendborg og Nyborg, kunne Patrick Cakirli tilfreds konstatere.
God rute og godt formål
Nogle af de første, som nåede frem til Torvet, var Maria og Carolin. De var gået med hele vejen fra Svendborg, hvor de kender hinanden fra gå-klubben ”Gå dig glad”. De er enige om, at det er et godt formål, de støtter ved at gå med på marchen.
– Og så er det en god rute. Jeg leder efter ruter, som er lidt længere end de 10-20 kilometer, jeg normalt har mulighed for at deltage i sammen med andre. Det er efterhånden lidt for lidt, så det er en personlig udfordring for mig at gå etapen her på mere end 40 kilometer, siger Maria, som gik med i marchen for 3. gang og helt sikkert vil gå med i årene fremover.
Aldrig alene
Konceptet bag March mod Ensomhed er, at Patrick Cakirli ikke må gå så meget som et skridt alene. Så længe, der ikke er dukket medvandrere op, må han blot stå stille i den by, han nu er nået frem til på sin rute gennem Danmark.
Det er nu ikke noget problem. Heller ikke i Nyborg, hvor marchen skulle videre mod Odense tirsdag morgen.
Her kom vandrerne dryssende ind på Torvet, hvor Vindingekoret gav et par numre og inviterede til fællessang, mens NGIF stod for fælles opvarmning.
En del mødte op i grupper fra lokale uddannelsessteder. Andre kom alene. Også en enkelt hund dukkede op med sin ejer og blev hilst hjerteligt velkommen af dens to-benede medvandrere.
Fisketis på læberne
Efter musikalsk underholdning, opvarmning, brunsviger-kagemand og drikkelse var det blevet tid til at samle tropperne og sætte kurs mod dagens mål.
Men først en opfordring fra Patrick:
– Os, der har gået med fra starten, har tilbagelagt 800 kilometer. Det kan mærkes, så jeg vil opfordre til, at vi holder et nogenlunde jævnt tempo på vej mod Odense. Og så skal vi lige have taget et fællesfoto!
Billedet blev taget foran rådhuset, hvor Patrick fik alle til at råbe ”fisketis” – et super trick til at få de bredeste og flotteste smil frem til fotografisk forevigelse.
Klokken lidt over 8 tirsdag morgen drog omkring 70 vandrere ud på den 34 kilometer lange etape i årets March mod Ensomhed mod dagens mål, Flakhaven i Odense.
Tilbage på Torvet stod blandt andre Helle fra Frivilligcentret.
– Det har været et hektisk forløb, men alt forløb heldigvis rigtig godt, siger hun.
Ud over Frivilligcentret var det Udsatterådet, Vandreforeningen Fodslaw, Helhedsplanen, Frørup forsamlingshus, Vindingekoret og NGIF der stod for arrangementer og forplejning, mens Hotel Nyborg Strand, Lions Nyborg, Bager Gertz, Meny, 365, Netto og Nyborg Forsyning gjorde det økonomisk muligt at være værter for March mod Ensomhed 2024s pitstop i Nyborg.