Natteravne i Nyborg?

De kendte gule jakker med lommerne fulde af bolcher ses aldrig på gaden i Nyborgs natteliv. Men nu vil Natteravnene forsøge at etablere en lokalforening i Nyborg, for når Natteravnene er til stede, så skaber det tryghed i nattelivet og forebygger kriminalitet blandt de unge. 

Jakker_bagfra_2010_marts_rsg

I 2017 har Nyborggenserne i op til flere avisartikler kunne læse om problemer i nattelivet og det skaber utryghed. I løbet af sommeren har man fx kunne læse, om overfald på en 33-årig mand, som har skabt utryghed for naboerne i området. Nu inviterer Natteravnene nyborggenserne til at rejse sig fra sofaen og komme ud og være noget for andre. Der skal nemlig dannes en lokalafdeling af Natteravnene i Nyborg.

Natteravne er en samling af ganske almindelige frivillige voksne, som vælger at tage et medansvar for trygheden blandt unge i nattelivet. Som Natteravn har man altid den karakteristiske gule jakke på, og går altid i grupper af tre voksne. Det gør Natteravnene meget synlige og tilgængelige for en snak med de unge, der selv ønsker at tale med de voksne.

Unge bevæger sig rundt i nattelivet i Nyborg – på vej mod No. 5, mellem to privatfester, på vej hjem fra julerock, koncerter osv. Natteravnene er forældrenes forlængede arm i det offentlige rum. De frivillige er udelukkende til stede som medmennesker, som tilbyder de unge en snak og et par venlige ord efterfulgt af bolcher og kondomer. Natteravnene er den unges ekstra ven i byen.

Jeg synes, det er dejligt, at man kan se de gule jakker og vide, der er nogen, som passer på én, og som kan tilkalde hjælp, hvis det bliver nødvendigt”, Jeanette 21 år.

Gåturene som Natteravn foregår kun i det offentlige rum, aldrig på barer, diskoteker, ungdomsklubber el. lign. På danske gader og stræder har holdene siden 1998 trøstet, givet – og ikke mindst fået – i tusindvis af krammere, lagt skulder til kærestesorger, hjulpet folk som er kommet til skade eller blot skal have hjælp til ét eller andet.

Natteravnene lægger gerne øre til unges forskellige udfordringer og bruger deres sunde fornuft som “lynafledere” i forbindelse med forskellige ungdoms- og identitetsproblemer. Mere alvorlige forhold som kræver egentlig rådgivning, henviser holdene til hjælp gennem SSP eller anden professionel rådgivning.

 Skal unge i Nyborg ikke også have mulighed for sådan et tilbud?

Vil du gøre en forskel for unge i Nyborgs natteliv?

Bliv Natteravn – Som frivillig på et Natteravnehold, går du ture i hold af tre i Nyborgs natteliv. Du taler med de unge og skaber tryghed for dem.

Bliv bestyrelsesmedlem – Som bestyrelsesmedlem organiserer du foreningens arbejde. Du vil få en nøglerolle i, at få foreningen til at blomstre i Nyborg.

Kontakt os – hvis du vil tilmeldes basiskursus og stiftende generalforsamling d. 31. oktober eller blot høre mere om det frivillige arbejde.

Læs mere om Natteravnene her.

Bliv Natteravn i Nyborg – det skal der til

De 5 gyldne regler

1. Natteravnene er synlige og observerer, de blander sig aldrig fysisk i uroligheder o. lign. – men tilkalder professionel hjælp om fornødent.

2. Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning. Helst med deltagelse af begge køn og forskellig baggrund, også etnisk.

3. Natteravnene færdes altid i det offentlige rum (på gaden, i bus eller tog) – aldrig inde, hvor de unge morer sig, i ungdomsklubber, værtshuse, diskoteker.

4. Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge (på de unges initiativ), men uden at yde egentlig rådgivning. Det overlades efter situationen til professionelle i det lokale netværk eller de unges forældre, familie og bekendte.

5. Natteravnene hjælper “forulykkede” børn og unge – helst gennem deres venner og familie. Holdet følger ikke nogen hjem alene og låner aldrig penge ud.

Alle ansvarlige voksne (20+), der er indforstået med at efterleve konceptets regelsæt, og som mindst deltager på lokalforeningens hold et par gange om året, eller som på anden måde er aktive, kan blive Natteravn.

Der er ingen krav til uddannelse, ud over den træning som alle Natteravne modtager. Alle kan være med – offentligt som privat ansat. Den frivilliges erhverv må dog ikke være i uoverensstemmelse med efterlevelsen af konceptet.

Natteravnene har alene et humanitært budskab, og rummer således både personer som er ateister og folk fra de fleste trosretninger. Danske som nydanske.

Natteravnene rummer frivillige med handicap og nedsat arbejdsevne, som tilpasser deres indsats som Natteravn efter deres fysiske og psykiske forudsætninger.

Natteravnene har også formået at integrere frivillige, som har haft en uheldig fortid, og derfor ofte mangler lokalt netværk. Det er f.eks. tidligere misbrugere og tidligere småkriminelle, der kan medvirke administrativt, men ikke går i de gule jakker.

Folk med ry for vold eller overgreb på børn vil hverken kunne indgå som aktive eller passive frivillige Natteravne.

nr_90_rsg-e1503407033648.jpg

Gå ikke glip af nyheder fra Nyborgs frivillige liv

Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu