Frivilligcenter Nyborg flytter ud af Bastionen

Foreningerne uden for Nyborg får nu flere muligheder for at hente hjælp og vejledning omkring det frivillige arbejde. To dage om måneden kan Frivilligcenteret frem over træffes i henholdsvis Ørbæk Midtpunkt og Ullerslev Kultur- og Idrætscenter.

Frivilligcenter Nyborg, som er støttet af Nyborg Kommune og Socialstyrelsen, har til formål at forbedre rammerne og betingelserne for det frivillige arbejde i hele Nyborg Kommune. Derfor rækker frivilligcenteret nu aktivt ud efter centerbyerne Ørbæk og Ullerslev.
”Vi har igennem længere tid ønsket, at foreningerne udenfor Nyborg kan få større udbytte af vores arbejde, og vi er glade for, at foreningerne i de to centerbyer nu får nemmere ved at komme i kontakt med os”, siger frivilligcenterets leder Matilde Svanegaard.

”Vores hverdag formes af foreningernes behov, så vi håber, at foreningerne vil kigge ind og hente information om, hvilken hjælp og vejledning vi som frivilligcenter kan tilbyde dem i deres frivillige arbejde – ligesom vi håber, de vil inspirere os i retning af, hvad de har brug for”, siger Matilde Louise Svanegaard.

Derudover er det selvfølgelig stadig muligt for alle foreninger i kommunen at aftale møder med frivilligcenteret på Bastionen i Nyborg – også på skæve tidspunkter.

Frivilligcenter Nyborg flytter ind i cafeteriet i Ørbæk Midtpunkt den 22. juni, den 24. august, den 14. september og den 23. november. Alle dage fra 13.00-17.30.

Frivilligcenter Nyborg flytter ind i cafeteriet i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter den 21. juni, den 23. august, den 13. september og den 22. november. Alle dage fra 13-17.30.